Magnus den gode

Magnus den Gode, konge af Norge fra 1035-1047 og af Danmark 1042-1047, søn af den norske konge Olav den Hellige. I perioden 1028-1035 lever han i landflygtighed, men efter Knud den Stores død bliver han kaldt hjem og kåret til konge af de norske høvdinge, der har fået nok af danskerstyre. Efter Hardeknuds død i 1042 kåres han til dansk konge, selv om Svend Estridsen i hast er sejlet til Danmark for at gøre krav på tronen. Svend er søn af Estrid, Knud den Stores søster. Der er store uroligheder syd for den danske grænse, og i 1043 besejrer Magnus venderne i slaget på Lyrskov Hede, hvor omkring 15.000 vendere menes at miste livet. Det er vistnok den sejr, der sikrer ham tilnavnet "den Gode".

Hans stærk rival, Svend Estridsen giver dog ikke op. Efter Magnus' tronbestigelse er der talrige konflikter mellem Magnus og Svend. Der indgås et forlig, som gør Svend til jarl i Danmark. Magnus har nok at gøre i Norge, hvor hans farbroder, Harald Hårderåde gør krav på den norske trone. I 1046 må Magnus anerkende Harald Hårderåde som medkonge. I 1047 fordriver Svend Estridsen Magnus fra Danmark med hjælp fra Anund Jakob af Sverige. Svend kan dog ikke samle den fornødne opbakning, og det ender med, at Svend må flygte til Skåne. Magnus dør den 25. oktober 1047, vistnok ved et styrt med en hest. På sit dødsleje meddeler han, at Svend skal arve Danmark og Harald Norge. Hans lig føres til Norge og begraves i domkirken i Trondheim, hvor også hans fader ligger begravet.